TEATERFESTIVALLENS FORESTILLINGER

Sikke et vejr! (fra 2 år)

Spiller kl. 10.00 – 10.35

En paraply åbner sig og en frisk forårseng folder sig ud. Blomsterne spirer og muldvarpen vågner. Med en enkelt håndfuld sand forvandles rummet til den hede sommerstrand. En blå snor bliver til det kølige hav som fødderne kan bade i. Med enkle rekvisitter tryller hun genkendelige og rørende situationer frem. Med sig har hun Hr Muldvarpe, Styggemyggen og Fru Fugl, men de opfører sig ikke altid, som hun havde tænkt sig. Der lægges vægt på samspillet med de små publikummer undervejs.

Under Åben Himmel

Spiller alle tre dage kl. 11.00 – 11.30 (fra 3 år) og kl. 14.00 – 14.30 (fra 4 – 12 år)

Fortælleren Lasse Lundstrøm fortæller historier fra livet, fra eventyrene eller noget helt tredje. Oplev den slags teater, som vi brænder for hos Flytbar, når Lasse og en inviteret gæst, fortæller levende fortællinger under åben himmel.

Prinsessen på ærten (fra 3 år) (KUN Skælskør)

Spiller kun i Skælskør kl. 11.45 – 12.25

Prinsessen på ærten handler om en prins, som gerne vil finde sig en rigtig prinsesse.

Men hvordan kan man vide om noget er rigtigt?

Eventyret udspiller sig som H. C. Andersen skrev det, men folder en poetisk rejse ud for prinsen(i form af en dukke), indtil han møder sin prinsesse.

Kejserens nye klæder (fra 4 år) (KUN Tappernøje)

Spiller KUN i Tappernøje kl. 11.45 – 12.20

For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder, at han gav alle sine penge ud for ret at blive pyntet.
Sådan starter det vidunderlige eventyr om Kejseren som er så fokuseret på sit eget udseende, at han slet ikke opfatter, at to svindlere er i gang med at bedrage ham og hele hoffet. Svindlerne foregiver at væve et sæt tøj som aldrig er set magen til. Hvis man ikke kan se det, er man enten dum eller duer ikke til sit arbejde. Indtil en lille uskyldig dreng, vækker alle sammen ved at sige ”Han har jo ikke noget tøj på”.

Forestillinger er en tour de force som med megen humor jagter de forfængelige og svindlerne.

Otto er et Næsehorn (Fra 6-12 år)

Spiller alle tre dage kl. 13.00 – 13.45

Den dag Topper finder en magisk blyant, forandrer meget sig i det gamle hus ved havnen. Det kan være svært at være barn og kommunikere med sure bagerkoner og travle skælde-ud-voksne, især når man har et gult næsehorn på anden sal.”

En charmerende lille forestilling, frit efter Ole Lund Kirkegaards elskede klassiker. To skuespillere er på scenen og med deres ”klæd ud-kasse”, leger de sig igennem den eventyrlige fortælling om det gule næsehorn på anden sal, der bliver bragt til live af Toppers trylleblyant og på lige så magisk vis, ”bringer liv” til det gamle røde hus ved havnen.

En forestilling om at holde fast i barnet og fantasien, inden vi alle ender som en sur bagerkone, vred ZOO-direktør eller en klog Hr. Løwe, der ved at ”Voksne skal ikke ha´ det sjovt, de skal ha´ det travlt!”.

Emil og Træmand nr. 100 (4 – 10 år)

Spiller alle tre dage kl. 14.45 – 15.35

Steffen elsker Astrid Lindgrens historier om Emil fra Lønneberg. Han vil fortæller den historie, som han selv holder allermest af.

Den, hvor Emils far får storetåen i musefælden og hovedet smurt ind i både paltdej og pandekagedej.
Det er historien om den dag, Emil slet ikke får tid til at komme i tøjet for den evige renden til værkstedet.
Og det er faktisk ikke helt retfærdigt, for som Emil selv siger:

“Jeg kan da ikke gøre for, at far er i vejen over alt.
Man kan ikke så meget som sætte en musefælde op her på gården uden, at han går hen og ramler ind i den. Og hvorfor skal han absolut have sit fjæs lige der, hvor det flyver om ørerne på folk med paltdej og pandekagedej?”

Med stor respekt for Astrid Lindgreens tekst har Teatret Aspendos skabt en intim og nærværende fortælleforestilling om Emil og livet på Katholt, i Lønneberg, i Småland, i Sverige i gamle dage.